Forfatter

Nikolaj Kirk, Mikkel Maarbjerg og Morten Kirckhoff

Det smager af lort – Eventyrlig mad

’Det smager af lort’ – er et citat fra en 5-årig dreng, sagt direkte adspurgt om hvordan simre-retten smager. Bogen skal være et samlingspunkt for forældre og børn i køkkenet. En kogebog – som ikke hylder en eller anden perfekt og politisk korrekt tidsånd – men som har til formål at skabe samling om at lave mad. Sammen.

Bogen ligner noget der kunne ligge fremme på en 5-stjernet restaurant, men titlen og dens indhold er noget helt andet. Den er sjov. Proppet med historier, fantasifulde illustrationer og åndsvage detaljer som børn kan lide at gå på opdagelse i.

Den er lige til at gå til. Der er 60 opskrifter, som alle er relativt nemme, og som ser ud som når man selv tilbereder dem. Der er ikke fiflet med smuk food-styling og der er ingen snyd. Det du ser – er det du kan lave, sammen med dit barn.

Den skaber samtale med dit barn; Der er mange aspekter i at lave mad sammen med børn. Derfor er det anekdoter, digte og navne på madretter, som giver anledning til at holde børn optaget og deltagende i madlavningsprocessen.

Bogen er blevet til af tre fædre, kokkene Nikolaj og Mikkel samt fotografen Morten, og alt er et udtryk for de irritationsmomenter og grin, som vi har oplevet sammen med vores børn.

Vores tilsammen 8 børn, i mange forskellige aldersgrupper har været gavmilde med deres input og oplevelser. Der følger en kokkehue med til børn. Det er dem det handler om. Lad dem være chef’erne i køkkenet. Man skal aldrig dømme en bog på sit cover… Derfor har vi lavet omslaget så den fremstår rigtig pæn, med guldtryk og fin opsætning. Noget der kan ligge fremme i et velrespekteret køkken. Men inden i – der går vi amok!